Bjergene bag Alanya
Del
- af Jan Ørum Vermø, medejer og guide hos Ans Rejser. Har udgivet bogen Alt om Alanya.
Mange turister kender kun Alanyas fine strande, all inklusive hoteller og farvestrålende barer – og når derfor aldrig uden for byens larm og fest. Det er synd, for på ganske få minutter kan man komme til en helt fantastisk verden i Taurus bjergene, hvor smuk natur, livgivende floder og gæstfri landbefolkning tager imod. Vi har samlet nogle af de indtryk og steder sammen under titlen ”Bjergene bag Alanya”. Alle steder kan besøges på egen hånd og nås på en dagstur uden overnatning. Lej en bil – og udforsk selv et helt andet Alanya.
Taurus bjergene
Taurus bjergene omkranser Alanya og hæver sig til en højde af 3500 meter, hvor de er højest. Løvfældende træer og nåletræer, dybe dale, bjergvandløb og vandfald gør Taurus bjergene til et usammenligneligt sted af naturlig skønhed. Smeltende sne løber ned til floder og vandløb ind til midten af juni. Udover storslået natur, finder man i bjergene også velbevarede oldtidslevn.
Bjergene, nord og nordøst for Alanya når højder på mellem 2000 og 2800 meter, og toppene er om vinteren dækket med sne, der om foråret giver rigeligt med vand i de mange små floder, der omgiver Alanya. Flere rejsebureauer arrangerer bjergture og viser deres gæster den storslåede natur, der ligger ganske få minutter fra Alanya centrum. Ved flere af dem arrangeres der rafting i turistsæsonen, hvor strømmen ikke er for stærk.
Når sommertemperaturen i Alanya kommer op på 40 grader, søger de lokale tilflugt i de kølige bjerge og ved floderne. De tager på dagudflugter, også kaldet safari og picnic, eller på vandreture. Især er det 1000 meter høje og smukke bjergplateau, nord for byen, et yndet rekreativt område. Nogle har sommerboliger heroppe, hvor de tilbringer tiden fra april til september. Ligesom ved kysten bygges der meget, men her er det kun tyrkere, der bor.
I osmanner tiden – og formentlig også tidligere – tog man om sommeren op på højsletterne med husdyrene. Her boede man i gedehårstelte og lavede smør, ost og vævede tæpper, medens dyrene græssede.
Man kan sagtens leje en bil og tage på sin egen “safari-picnic” – allerede efter få minutters kørsel er man 600 meter over havet, og her vil man opleve en fantastisk udsigt og “et helt andet Alanya”.
Den lille Landsby tur
Det tager kun ganske få minutter fra Alanyas pulserende by, strand og natteliv at bevæge sig ind i en helt anden og mere autentisk tyrkisk virkelighed. Den lille landsbytur er absolut anbefalelsesværdig, fordi man møder landsbyen og dets liv på en nærværende og givende måde.
Vi starter med en god gang tyrkisk morgenmad med masser af tyrkiske delikatesser i et overflødighedshorn, hvor maven bliver mæt længe før øjnene. Det kan stærkt anbefales og er stærkt vanedannende. Nyd den flotte udsigt, mens man guffer ejerens hjemmelavede specialiteter i sig – herlig hjemmebagt brød, spejlæg, pølser, fra syltede figner og blommesirup til hakkede olivensalat og salat med smuldreost, mynte, tomater osv. Prøv f.eks. Park Oman, Konaktepe, Zirve eller Tepe Mountain.
Mahmut Seydi Cami
Med fyldte maver, bevæger vi os op mod turens næste stop, Mahmut Seydi. En lille landsby med cedertræer og gamle platantræer på 750 år med imponerende stammer og trætoppe, hvorunder landsbyens beboere finder skygge for solens stråler. I landsbyen finder man den gamle moske fra år 1252. Læg mærke til det fine træarbejde i moskeen. Moskeen kan besøges og har tøj klar, så pigerne kan få dækket hoved, bare arme og ben. Det er en af områdets ældste moskeer og en kæmpe oplevelse at se.
Man skal også opleve det lille ”Ali Baba Hus” lige til venstre for moskeen. Her kan man se et rigtigt gammelt og velbevaret stenhus, som man boede i indtil fra få år siden. Nyd stilheden, det åbne bålsted og drik en kop te brygget på salvie, mynte og rosmarin, der er friskplukket fra husets gamle have.
Gedevet
Fra Mahmut Seydi tager det kun ca. 10 min til, den næste landsby, Gedevet. En lidt større by, der er mest kendt for sin barbersalon i det store hule træ, på byens torv. Barberen benytter fortsat salonen fire dage om ugen, og i frisørsalonens stue samles byens borgere og får vendt verdenssituationen. Frisørsalonen ligger lige ved siden af byens flotte moske. I Gedevet skal man også besøge det sted, hvor man har samlet kildenedløbene, hvorfra byens borgere henter deres friske kildevand. Drik af dine bare hænder eller fyld det på flaske og nyd den friske og klare smag af ren vand stort set uden kalk. Det er en kæmpe oplevelse!
Park Oman
Fra Gedevet går turen til Park Oman skoven, hvor der nydes en kop skøn tyrkisk te eller måske en kold Efes. I ly af de høje nåletræer oplever man selv i højsommeren temperaturer, som om det var ”dansk” sommer. Der er en mindre dyrepark, paintball, ponyridning og flere andre aktiviteter hos Park Oman. Det danner en perfekt afslutning på en dag, man husker også efter, at man er kommet hjem fra Tyrkiet. På grund af det autentiske billede landsbyerne viser af et område, uspoleret af turisme og leflen efter at få tag i euro og dollars. Det er en tur, hvor man så absolut får ro i sjælen og kan nyde hverdagslivet væk fra støj og larm.
Hvis man ikke har mod på at køre turen selv, så kan man evt. kontakte Alanya Eurodan, der ofte kører en lignende tur. www.alanya-eurodan.com
Pandekagehuset i bjergene ved Kent Oman
Når man kører op i bjergene, nord for Alanya, venter der altid spændende oplevelser. Man kan komme op til ”pandekagehuset” ved at dreje op midt på ”35 meter vejen” ved Mitsubishi/Istikbal, lige der, hvor der altid er parkeret gravkøer på hjørnet og så køre videre op forbi udsigtsrestauranten Kösk. Derfra følger man vejen op gennem Bektas ca. 10-12 kilometer, så er man ved ”pandekagehuset” lige før Kent Oman skoven.
Det er jo egentlig ikke pandekager, kvinderne sidder dagen lang og laver, men derimod et traditionelt tyrkisk fladbrød, der ikke hæver. Den udsøgte delikatesse er lavet bl.a. med gedeost, forårsløg og bredbladet persille og dejlig hjemmelavet olivenolie.
De tre generationer, der fra morgen til aften sidder i den – for os andre ubekvemme stilling – foran ildstedet, har levet sådan i årevis, og det er morsomt at se den lille pige, der sad med mor og bedstemor nu her 8 år efter første besøg, i dag er en ung kvinde på 16 år, der helt og fuldt er blevet en del af familiens arbejdsliv. Det er ikke en guldrandet forretning, de driver deroppe langt fra bylivet i Alanya. En ”pandekage” koster 2 lira og en kop the én halv lira, men alligevel virker de glade og tilfredse, alt imens næste generation tumler rundt mellem gæster og familien.
Lav din egen Picnic
Til hverdag arbejder tyrkerne hårdt og mange timer. Til gengæld er de gode til at få pakket picnickurven søndag morgen og begive sig op i bjergene nord for Alanya. De mest velhavende besøger restauranterne og bestiller en herlig brunch med alle de herlige tyrkiske specialiteter, man kan drømme om.
De mere “almindelige” tyrkere har selv pakket picnic kurven, og hele familien har, enten på knallerter eller i en gammel øse, begivet sig op i det frodige bjergområde med de høje nåletræer, den friske luft og det rige dyreliv. Det kan anbefales selv at besøge den lokale slagter f.eks. på torvet i Cikcilli. Her kan man købe både lækkert kød, en engangsgrill og kul og så lave sin helt egen picnic på sit helt eget sted. Det er stærkt vanedannende.
Luftfugtigheden føles som en befrielse fra den ofte varme og tætte luft i Alanya Centrum, og her er plads til boldleg for børnene og hygge for de voksne.
Lej en bil, og begiv jer trygt op i bjergene bag Tepe, Bektas, Oba eller langs Dim Cay floden og oplev en herlig stemning, herlig luft og fyld bilen med frisk frugt og grønt på vejen ned. De lokale bønder står og sælger i små boder langs vejen til priser så lave, at man næsten kan få dårlig samvittighed.
Dim Cay – sjov ved floden og skøn natur
Dim floden udspringer fra Konyas højsletter og flyder sydpå 200 kilometer, inden den munder ud i Middelhavet øst for Alanya mellem Tosmur og Kestel. Floden spillede en vigtig rolle i den økonomiske udvikling, som Alanya gennemgik i 40erne, da byens mange bananplantager blev anlagt. Det var nemlig med vand fra Dim floden, at plantagerne blev overrislede.
Selv den dag i dag, hvor det ikke længere er landbrug og banan dyrkning, som er hovederhvervet i Alanya, spiller floden en vigtig rolle for byen. Langs floden er der nu utallige restauranter, der nærmest er placerede i selve floden. I sommermånederne, hvor vandstanden er lav, står bordene ude i vandet, og det er således muligt at dyppe fødderne i det kølige flodvand, mens der spises. Og hvert år bygger de enkelte restauranter ivrigt videre, så man kan overtrumfe naboerne: med siddeplader ved, i og over vandet, fontæner, vandrutsjebaner og alt muligt andet.
Mange af restauranterne ved Dim opdrætter selv foreller, som derefter serveres friske.
Især i de meget varme sommermåneder, hvor temperaturen nærmer sig 40 grader, er floden og de mange hyggelige restauranter et populært sted – ikke bare for turisterne, men i lige så høj grad også for de lokale, der ikke kan lide at sole sig ved strandene. Ca. 8 km fra flodens udmunding har staten bygget en kæmpe dæmning, der er med til at sikre vandforsyningen, og som absolut er et besøg værd, når man begiver sig op langs floden. Husk at have god tid!
Dim Cave(Cavern)
Hvis man besøger Alanya og ikke rigtig ved, hvad dagen skal gå med, er denne artikel drejebogen til en helt forrygende dag med hygge og storslået naturoplevelser.
Lej en bil og kør mod Tosmur/Kestel. I Tosmur kører du mod Dimcay River, følg floden så langt op, at du kommer til den store dæmning, hvor du ikke kan køre længere. Stil bilen og nyd synet af det imponerende bygningsværk. Spis en let frokost, mens du hører vandmassernes herlige rislen ned af det enorme bjerg område. Du kan også stoppe lidt før dæmningen og bruge et par timer på at fiske og fange din egen frokost i det iskolde bjergvand.
Kør derefter over den lille bro helt oppe ved dæmningen og følg Dimcay River nedad af de smukke bjergveje. Få kilometer nede begynder skiltene til DIM Cavern.
På vejen op igen til Dim Cavern kører du i smukke frugtplantager, hvor bønderne dyrker herligt frugt og grønt. Gør holdt og prøv de specielle mini vandmeloner, de små søde bananer, blommer, appelsiner og meget andet godt.
Dim Cavern ligger 234 meter over havets overflade. I gennem hundrede af år har disse drypsten skabt en fantastisk kulisse, som først blev åbnet for besøg i 1999. Hulen er 360 meter lang, og ligger i udløbene af det 1.691 m høje bjerg, Cebel Reis, og er dermed den andenstørste drypstenshule, der er tilgængelig for turister i Tyrkiet. Den indvendige temperatur er 18-19 º C, og luftfugtigheden er ca. 90 % hele året.
Der er vidunderlige stalagmitter og stalaktitter på begge sider af trappegangen ned i hulerne, der ender med en lille sø.
Det er en helt speciel oplevelse i drypstenshulerne, og har man en livlig fantasi, kan man forestille sig mange sjove motiver, når man forcerer de mange trappetrin i grotterne.
Ude igen er der en fantastisk udsigt over Alanya/Oba, ned over Dimcay River og op til de skaldede bjerge, hvorpå der om vinteren og i foråret kan skimtes sne på toppene.
Der er også en meget moderne teleskop uden for Dim Cavern, hvor du kan observere de smukke omgivelser, men det blotte øje klarer det nu fint.
Link:
Oba Cay – den “hemmelige” flod
Oplev smukke Oba Cay – et skønt område i bjergene bag Oba. Floden snor sig ned ad bjerget og udløber i havet på grænsen mellem Alanya og Oba. Denne flod er væsentlig mindre turistet end f.eks. Dim Cay, og er man heldig, kan man næsten få den for sig selv.
Turen derop går gennem små snoede veje og i en utrolig skøn natur.
Kør f.eks. 9 km op til Camlibel Piknik og oplev en skøn natur, smukke vandløb, dejlig mad. Husk badetøj og bad i det ca. 10 grader varme vand eller fang en fisk.
Kør igennem gamle Oba, forbi rådhuset der og videre opover/indover fjeldene. Følg hovedvejen og skiltning. Man skal køre langs venstre siden ad floden op mod Camlibel Piknik.
Oplev smukke Sapadere
En forårsdag til Sapadera er en dag, hvor man kommer tæt på Tyrkiets frodige og smukke natur. Her bliver alle sanser stimuleret med fuglesang, rislende vand og duften af smukke blomster og træer. Her kommer man helt tæt på den del af befolkningen, der arbejder i landbrugserhvervet, og her ser man de små landsbyer på vej op til kløften.
Turarrangørerne tilbyder udflugten til herlige Sapadere, ligesom de fleste rejseselskaber. Og det kan varmt anbefales. Det er også muligt at leje en bil og køre cirka en time op til den smukke kløft med det kolde vand.
Sapadere ligger 48 kilometer nordøst for Alanya og ca. 23 kilometer fra Demirtas. Kør mod Gazipasa og i Demirtas går vejen fra mod Sapadere, skiltet kan være lidt svært at få øje på. Tag god tid – vejene kan være lidt små og kringlede, men absolut farbare.
I 2007 byggede kommunen gangstier i den dejlige Sapadere kløft. Stiernes har til formål at fremhæve områdets naturlige skønhed og sprede turismen til et større område. Som følge af dette kan man nu finde en restaurant og et par små butikker i området.
Heldigvis er det muligt at besøge det bjergtagende Sapadere uden klatreudstyr. Man skal kun passere Dermirtas via kurvede bjergveje. Serde floden, som løber gennem området, tørrer ud i juli, og der er kun nok vand til landsbyerne oppe i bjergene.
I Sapadere flyder vandet til gengæld hele året, og de sørger derfor for at få vand ud til de tørlagte landsbyer i tørkeperioderne. Man kan nå vandet ved hjælp af stiger i kløften og så nyde det dejlige forfriskende vand. Og det er en sand forfriskning, eftersom vandet højst er 12 grader varmt, og det er vel at mærke på den varmeste tid på året.
600 meter henne af stien finder du det mest attraktive sted: et vandfald og mulighederne for en dukkert. Du vil blive forundret over de små forskellige vandfald, sjove sjældne planter, små dyr og de fugle, du møder på din tur.
Gögbel – højsletten i 1650 meters højde
Man kører til Mahmutlar og kører op i bjergene, derfra fortsætter man cirka 65 km. Så er man i Gögbel, en herlig lille bjerg landsby, som kun er beboet fra marts til slutningen af oktober af lokale tyrkere, der har deres sommerhus der. Der er en smuk moske i byen og hver fredag afholdes der marked. Det er derfor en god ide at køre der op en fredag, så man kan få det med.
Om vinteren ligger landsbyen indhyllet i cirka 1,5 meters sne, og det er umuligt at komme frem, men fra midten af marts tager solen over, og den frodige og smukke højslette blomstrer i fuldt flor.
Køreturen er i noget af det smukkeste bjergterræn, man kan tænke sig til, og det kræver, at chaufføren er opmærksom. Dybe dale, træklædte bjergskråninger, landbrugsområder og skøn, skøn natur møder man hele vejen op.
Det er også i Gögbel, at den store festival ”Gögbel Yaylasi festival” afholdes hvert år i midten af august med tyrkisk olie brydning, koncerter, fyrværkeri og marked. Eventen er så stor at den live transmitteres på landsdækkende tv.
Det anbefales at køre derop i maj måned, hvor alt står grønt og frodigt, der stadig er vand i floderne og blomsterne står i fuldt flor eller til festivalen midt i august.
Når du rejser med Ans Rejser har du altid danske guider, og vi vægter oplevelser og nærhed meget højt. Følg med på www.ansrejser.dk og se hvornår næste tur går til den Tyrkiske Riviera med os.